Når du monterer vinduer og døre, er fugningen et af de sidste, men allervigtigste, punkter på din to-do-liste. Hvad enten det er dig eller en fugespecialist, der udfører arbejdet, anbefaler vi, at I er ekstra opmærksomme, så der hverken opstår råd eller skader.
Fuger kan være flotte og funktionelle, når de er udført korrekt. Men de kan også være meget drilske i udførslen. Det er derfor vigtigt, at du holder tungen lige i munden, når du afslutter din kundes nye vindues- og dørpartier med fugemasse.
Og hvad bør du så være mest opmærksom på? Vi kommer her med vores bedste fugeråd ud fra vores erfaring med vinduer og døre:
Overvej fugefarve og -type
Når fugemassen vælges, bør du grundigt overveje både farve og fugetype.
- Det er smag og behag, om der skal være en farvemæssig kontrast til de eksisterende farver på vinduer, døre og murværk, eller om nuancen skal smelte sammen med omgivelserne. Spørg involver altid kunden i beslutningen. Det er så bøvlet at gøre om.
- Typen af fuge spiller også en væsentlig rolle. Den mest gængse er en silikonefuge, men du kan også købe betonfuge, fugebånd og meget andet afhængigt af den pågældende opgave. Husk, at et fugebånd ekspanderer kort efter, du har monteret det.
Isolering og bagstopper
Der er to afgørende trin, du skal huske at følge, før du begynder at fuge: Isolering og bagstop. Begge dele spiller en væsentlig rolle, og har du ikke styr på disse ting, skal du vente med at fuge.
- Du skal bruge et egnet isoleringsmateriale fra indvendig side. Til brand- og lydisolering stoppes isoleringsmaterialet tre gange så hårdt som normalt for at undgå luftlommer.
Husk altid at følge materialeleverandørens anvisninger. - Som bagstop anbefaler vi, at du benytter en polyethylenskum-rundprofil i en passende størrelse i forhold til fugespaltebredde. Anbring rundprofilen i den dybde, materialeleverandøren angiver.
God tid og nøjagtighed når fugen lægges
Når du kommer til det sidste trin – nemlig selve fugningen, skal du huske, at jo bedre tid du afsætter til fugearbejdet, jo bedre bliver resultatet også. Hvis det går for stærkt kan det nemt føre til sjusk, hvor der opstår skader på sigt. Tag dig den tid, en ordentlig fugning kræver. Det er givet rigtig godt ud i sidste ende.
Vi anbefaler en fuge på minimum 12 mm. Husk at være nøjagtig, når fugen lægges: Den skal ligge det helt korrekte sted mellem karm og mur. Ligger fugen forkert, kan det i værste fald føre til for store mængder vand i bunden. Det giver rådskader på sigt, da vandet ikke kan drænes ordentligt.
Vær desuden også opmærksom på de særlige regler, der findes ved diffusionstæt ydervæg.
Husk de vigtige detaljer
- Til alle vores produkter kan du anvende fugematerialer, som er anerkendt af fugebranchen. Følg altid anvisningerne, som fugemassen kommer med, samt orienter dig i Fugeguiden fra Dansk Industri.
- Fugerne bør inspiceres mindst en gang om året. Evt. utætheder udbedres med samme type materiale som det bestående. Ved større utætheder bør hele fugen udskiftes.
- Ved træ/alu-elementer er det vigtigt, at der ikke fuges på aluminiumskappen af hensyn til ventilation af trækonstruktionen (jf. nedenstående illustration). Ved træelementer skal fugen placeres samme sted på trækonstruktionen.