Luft ud med gennemtræk
Det kan være fristende at spare på udluftningen i de kolde måneder – især når prisen på varme skyder i vejret. Men vi risikerer at spare os syge, så derfor råder alle eksperter til at lufte ud som sædvanlig. Her får du fem råd til at sikre frisk luft i din bolig og holde styr på varmeforbruget imens.

Husk at lufte ud

Det tager kun fem minutter, men din bolig og dit helbred vil takke dig for det.

Hvis indeklimaet er dårligt, risikerer du og din familie at døje med en stribe forskellige gener. Fra træthed, hovedpine og irriterede slimhinder, over astma og allergi til flere alvorlige sygdomme. Og din bolig kan komme til at døje med fugt og skimmelsvampe, hvis den ikke holdes tør og ventileret.

Luft ud og få et godt indeklima

 

Fugt i boligen stammer primært fra beboerne; fra vores ånde og sved, når vi laver mad, tager et bad, og vores planter, dyr m.v. Hvis du ikke kommer af med denne fugt, stiger den relative luftfugtighed i boligen, og det viser sig blandt andet gennem dug på indersiden af vinduerne.

Der er med andre ord al mulig grund til at lufte ud. Især i de kolde måneder, hvor de fleste af os opholder os endnu mere indenfor end resten af året. Og jo. Det koster måske lidt på varmeregningen, men faktisk er tung og fugtig luft dyrere at varme op end den tørre og friske luft udefra. Og du kan sagtens lufte ud i de kolde måneder med omtanke.

 

Husk - gode råd

5 gode råd

1.  Skab gennemtræk (to-tre gange om dagen)

Når du vil lufte ordentligt ud, skal du sørge for gennemtræk – altså åbne vinduerne på begge sider af huset, så du får en rask lille vind, der på få minutter sender den tunge luft ud og trækker frisk luft ind.

 

2.  Lad ikke vinduet stå på klem længe

Luk vinduerne igen, før møbler, vægge og andre overflader bliver kolde. Faste flader og inventar tager længere tid at varme op igen end den kølige luft udefra. Derfor er korte og intense udluftninger klart bedst for din varmeregning. Stræb efter fem minutters effektivt gennemtræk to-tre gange om dagen i vintermånederne.

 

3.  Fordel varmen jævnt i alle rum

Det er fint at skrue temperaturen en grad eller to ned derhjemme for at spare på varmen, men gør det i alle rum, så du holder en jævn temperatur i hele huset. På den måde optimerer du din brug af varmen, da det er billigere at sænke temperaturen et nøk i hele boligen end at fordele varmen ujævnt mellem rummene.

Derudover er det værd at huske, at fugt altid vil sætte sig på de køligste flader. Det betyder, at kølige rum tiltrækker fugtighed. Og at varm luft, der siver ind i et køligt soveværelse eksempelvis, vil få luftfugtigheden derinde til at stige. Dugpunktet ligger omkring de 18 grader, så hold rumtemperaturen over det for at undgå fugt og grobund for skimmelsvampe.

4.  Brug emhætten, når du laver mad

Madlavning afgiver både fugt og partikelforurening til luften i dit hjem. Og kvælstof-ilter, hvis du har gaskomfur. Derfor er det vigtigt at bruge emhætten, når du laver mad. Og at lufte kort ud efter madlavningen.

5.  Hold døren lukket, når du tager bad. Og bagefter

Luften på badeværelset vil som regel være tung af fugt efter et bad. Derfor bør du holde døren lukket til resten af boligen både under og efter badet. Også selvom en pivåben dør får fugten til at forsvinde (og spejlet til at holde op med at dugge) hurtigere. Smæk hellere vinduet op og lad ventilationen køre.

 

Gode råd om udluftning

 

sparenergi.dk kan læse mere om udluftning og få flere gode råd til at forbedre dit indeklima

Friskluftventilen hjælper med at lufte ud

Vidste du, at man kan få monteret friskluftventiler i vinduer og terrassedøre. Den lille ventil kan hjælpe dig med at lufte ud – også når du ikke er hjemme. Læs mere og se hvordan den virker i vores blogindlæg

Få vinduerne til at lufte ud for dig